Kalder alle julemænd!

Mine fingerspidser gør ondt. Har gnavet så meget i mine negle, at mine fingerspidser er helt ømme. Det er svært at være optimistisk og lade neglestumperne være, når man er uddannet i dansk og engelsk i et engelsktalende land. Oversat betyder det, at jeg ikke er kvalificeret til nogen jobs inden for undervisningsbranchen, for hvem ville have lyst til at blive undervist i engelsk med dansk accent, når man kan få den ægte vare. Men dette er ikke en overraskelse. Havde gennemskuet realiteterne, inden jeg tog hjemmefra, og realiteterne er, at jeg kommer til at få et job inden for rengøring, telemarketing eller som køkken hjælper – som alle de andre asiater.

Men først… Curriculum Vitae.

Bedre kendt som ”måske-skal-jeg-bare-opdigte-et-eller-andet-sejt-job-eller-en-blæret-egenskab-og-håbe-på-at-ingen-opdager-at-jeg-ikke-kan-finde-ud-af-det-cv”.

I Danmark plejer arbejdsgiverne at forvente en god beskrivelse af din måde at arbejde på. At fylde et par ”3-ting-der-gør-mig-unik” rubrikker eller at svare på spørgsmål såsom ”hvad er det ved gentagende lagerarbejde, du godt kan lide?” eller ”hvad er det, der gør dig til lige netop den kundeservicemedarbejder/sælger, som vi søger?” hører med til at søge job. At vende negative spørgsmål til positive svar, såsom: ”Jeg presser nogle gange mig selv rigtig meget – måske lidt for meget hi hi, fordi jeg virkelig gerne vil kunne udfylde min rolle som pakkeriassistent på bedst mulig måde. Ja, jeg vil mene, at det er en af mine negative sider”. Dette har jeg brugt op til flere gange i lille DK, og arbejdsgiverne lapper det altid i sig, som var det crack (for alle dem, der ikke kan modstå crack).

I Australien kunne de ikke være mere ligeglade med din arbejdsmoral, eller hvordan du ser dig selv i en arbejdssituation. Her er hobbier og fritidsinteresser i fokus og Gud nåde trøste den asociale taber, der bare gerne vil tjene til dagen og vejen. Det vil sige, at min personlighed nu har ændret sig fra at være ret introvert, lettere angst i nye situationer og generelt ikke bryder mig om, at fremmede mennesker træder ind i min intimsfære, til at være et nyt og forbedret jeg: Backpacker-typen. Med en livsindstilling og glæde så lys og så overvældende positiv, at jeg hviner i tænderne. Andre mennesker fascinerer mig, og jeg elsker at møde nye mennesker, der er lige så interessante og spændende som jeg selv. Jeg ville intet have imod at sove på Hostel i fugtig 16-personers unisex sovesal og dele på bad og formentlig også skadedyrsbefængt madras med ildelugtende rejsende fra hele verden. I LOVE IT! Jeg elsker naturen og føler mig kun rigtig vågen, når min dag er startet med en 10km løbetur i varmen (muligvis med mine 23kg lort på ryggen) eller en varm øl fra rygsækken. I LOVE IT! Begrænsninger – nej, ikke jeg. Privatliv og alenetid – hvorfor det? Når den næste spændende person eller begivenhed venter lige om hjørnet. Camping, snavs og eventyr – I LOVE IT! Og dette nye jeg har jeg selvfølgelig noteret i mit cv for at vise mine fremtidige arbejdsgivere, hvilket åbent og fantastisk væsen jeg i virkeligheden er.

Lad jobsøgningen begynde!

En af de største hjemmesider for denne slags hedder Gumtree, og er en blanding mellem Jobindex og Den Blå Avis, hvilket betyder, at du kan købe dig en vaskemaskine eller en hundehvalp samtidig med, at du søger efter et job, der skal betale for disse fantastiske fund. På samme tid kan du lægge en annonce op, hvor du lover massage med ”happy ending” for kun $50. Jeg læste en annonce i dag hvor en ung thailandsk pige lovede at gøre hele huset rent, købe ind og lave mad, og hvis dette ikke var tilstrækkeligt for den kræsne australier, så havde hun intet imod at fungere eller blive opfattet som en slags ”companion” – direkte citat. Hvilket ikke behøver yderligere forklaring. Og det er denne slags gå-på-mod og drive (eller desperation), jeg er oppe imod.

Gumtree er stedet hvor overkvalificerede – dog med ubrugelige evner og uddannelser – danskeres drømme går hen for at dø.

Alle vil have erfarne medarbejdere, hvilket betyder, at man ikke kan få sig et arbejde, når man ikke har erfaring. Men man får kun erfaring ved at få sig et arbejde. Hørte jeg nogen sige ”punkt 22”?? Heldigvis fandt jeg en annonce, der hed: ”Calling all Santas – no experience needed”. Direkte oversat betyder det, at jeg kan blive julemand i forskellige indkøbscentre, og at jeg slet ikke behøver at have erfaring inden for julemands-området. De kvalifikationer man dog skal opfylde er, at elske julestemning og være i et konstant godt og ”cheer-fuldt” humør (hvilket jeg jo nu besidder med mit nye backpacker-jeg). Man skal nyde at se glæden skinne frem i fremmede (og helt sikkert nullede) børns øjne, når de sætter sig på skødet af dig (nærhed og intimitet af den bedste slags), mens man overskudsagtigt kan sende udmattede forældre på grådens rand ”jeg-har-styr-på-det-blikket”, så de netop ikke behøver at hænge sig i en julestrømpe af bar stress.

Intet sted i annoncen står der, at man skal ligne the Julemand, hvilket er grunden til, at jeg forventer at blive ringet op snarest muligt med et jobtilbud på prøvebasis. Desuden tror jeg, at mange sukkeroverdoserede og krævende møgunger ender med at få stillet spørgsmålet: ”So, what yuu want fo clistmas?” af alle de asiatiske julemænd, der ligeledes føler sig kvalificerede til jobbet.

(Jobsøgningen fortsættes i næste nr.)

En gris i en nøglering

En uge før jeg rejste til Australien, drog min fader og jeg ud i verden for at skrotte min elskede bil – Carina. Hun havde i forvejen ikke langt igen, som de fleste, der inden for det sidste år har fået en rystetur med hende, kan skrive under på. Min mor virkede i hvert fald om mulig endnu mere anspændt og skræmt efter vores korte tur ned til Ballerup Centret, end hun plejer og havde lavet tydelige neglemærker i både instrumentbræt og holde-tingen i døren. Så det var på tide, at Carina fik evig hvile, for tanken om at lade bumle-bilen stå og samle støv i et år, mens penge til både forsikring og vægtafgift skulle sive ud af min sparede konto, er et for grumt billede for mig at forestille.

Min far havde fundet en skrothandler, som han mente hellere end gerne ville tage bilen til de evige olierede græsmarker i himlen, og vi drog derfor mod Rødovre. Vi fandt efter intens søgen det rette sted, og jeg parkerede mit elskede skrog, sagde farvel og efterlod et par flasker (samt en smule skrald) under sæderne som betaling til færgemanden. Far havde i mellemtiden fundet en venlig mand, der ville hjælpe med ”papirarbejdet”.

Da jeg trådte ind på ”kontoret” (snarere et klædeskab med skrivebord), mødte min far mig med ordene: ”Pølse, du skal skrive under her.” Hvilket lige præcis er, hvad en 26 årig kvinde håber på at blive kaldt foran et menneske, man endnu ikke har hilst på. Et kælenavn der udtrykker både modenhed og værdighed på samme tid – tak kære far! (Det skal her tilføjes, at far har et generelt misbrug af det flatterende kælenavn ”Pølse”, og både adskillige familiemedlemmer, diverse dyr han lige har fået øje på og formentlig også tidligere heldige kollegaer og elever kan falde under kategorien ”Pølse-godkendt”. Far, første skridt på vejen mod ædruelighed er at erkende, at man har et problem.)

Pølse underskrev dødserklæringen på Carina, min far fik en kvittering i form af en check, og vi tog afsked med både bil og skrothandler. Bagefter snakkede vi om, at det kunne være sjovt, hvis bilen slet ikke blev skrottet, men blot kørte videre på samme plader og samme forsikring – som jeg stadig betalte. Det viser sig så senere, at denne fantasi kom en anelse tættere på virkeligheden, end Pølse har lyst til at tænke på. Her er, hvad jeg har fået at vide indtil videre af min far:

Politiet jagter (mandag måske…) en ”brun” Toyota Carina af grunde, som stadig er henkastet i uvished. Muligvis holdes bilen ind til siden, fordi føreren af bilen er en særdeles god bekendt af politiet. Om alle omstændigheder formår han rent faktisk at stikke af til fods – sikke en fantastisk ildhu forbrydere har nu til dags.

Politiet undersøger registrering mv. på bilen og finder frem til ejerens navn. Det er nemlig rigtigt – Pølse. Da Pølse ikke er til at få fat i, fordi hun på samme tid kæler hund i Australien, ringer de til Camilla – roommate på Borups Alle, som sender Strømer-Ricko videre til min far, som i bedste detektiv-stil får vist politiet, hvor de kan finde den mystiske skrothandler. Hvad der sker herefter vides ikke, men jeg forventer hvert øjeblik, at en kampberedt indsatsstyrke skal sprænge den papirtynde dør til 83 Edgar Street, lægge mig i benlås efter en god omgang tåregas, slæbe mig væk og anholde mig for Grand Theft Auto, mens Kimmie står og græder (pga. tåregas og ikke min anholdelse). Det australske politi er er selvfølgelig blevet underrettet af Interpol, der prøver at nedbryde den forbryderring af skrothandlere, der spreder skræk og rædsel gennem hele Europa og det meste af Asien. Jeg venter bare…

”Men hvor kommer grisen i nøgleringen ind i billedet?” spørger I. Ja, det er faktisk et spørgsmål, som jeg har stillet mig selv flere gange. Mandag aften (i Australien), mens den store efterforskning er i gang på fuldt tryk i lille DK, spammer den kære Camilla (og senere hen ligeledes min far) mig 30 gange med spørgsmålet: ”Havde du en gris i din nøglering?”, fordi politiet meget gerne vil have det at vide. Jeg gætter mig frem til, at dette gælder mine bilnøgler, som jeg jo gav til den kære skrothandler, og svaret er derfor: Nej, jeg har ingen og har aldrig haft en gris i min nøglering. Det, der undrer mig, er hvorfor Strømer-Ricko er så interesseret i at få besvaret netop dette spørgsmål?! Hvis det var min gris, så havde jeg jo stadigvæk givet nøglerne fra mig i Rødovre. Hvis det ikke er min gris, så har forbryderne nok selv investeret i en flot gris til deres nye bilnøglers nøglering. Om alle omstændigheder kan dette da ikke være den information, der får forbryderkabalen til at gå op?! Tænker selv, at det måske er, fordi de vil teste grisen for fingeraftryk, og derfor gerne vil vide om, det er mine fedtede aftryk de finder og ikke forbrydernes – men så snakker vi jo næsten CSI. Eller også er det, fordi grisen er et symbol på og bruges inden for den før nævnte skrothandler-forbryder-ring. Er meget åben for både forslag og kommentarer!

Det eneste jeg kan sige er, at jeg sover med et øje åbent i nat og forventer lyden af militærstøvler på min trappesten.

Undskyld…men kan du vise mig vejen til Sydney?

Hold fast, hvor er her mange asiater. Ved første øjekast skulle man tro, at turen var gået til Beijing og ikke Sydney. I centrum af storbyen kan kun en enkelt australier spottes i en mængde af 10 asiater. Der findes flere butikker og restauranter, der sælger nudler end store bøffer til grill. Crocodile Dundee? Ikke her…prøv lidt længere inde i landet.

I forstaden ændrer billedet sig en smule. Her er fordelingsforholdet omkring 50/50. I Maroubra, som er en sydøstlig del af forstadsområdet til Sydney er skyskraberne erstattet med små firkantede huse med allerede svedne græsplæner på villaveje, ro og familieliv. Her bor jeg. I bunden af gaden Edgar Street som læner sig op af en lille sportspark, hvor ældre herrer iklædt fint tøj kan mødes og trille små bolde hen ad jorden og fejre pensionens søde liv.

Huset er ikke glamourøst. Ej heller er det ca. 12 kvm.  værelse som min kæreste Kimmie og jeg lejer for den nette sum af omkring 7000kr om måneden. Men her er hyggeligt, og det føles godt at have et sted, man kan kalde for ”hjem”. Desuden er der fjernsyn i alle værelser, et rummeligt køkken, flere opholdsmuligheder til hygge og en nuttet halvdum hund, der uden protest lader sig kæle flad af undertegnede.

Jeg ankom i Sydney torsdag d. 15 september efter en flyvetur og mellemlanding, der havde varet på den onde side af et døgn. 10 timer fra Kastrup til Bangkok, ubrugelig mellemlandingstid på 4-5 timer og til sidst en brutal 9 timers tur til Sydney. I modsætning til de fleste af mine længerevarende rejser gik flyve-processen overraskende godt. Ingen fly var forsinkede. Al baggage dukkede op. Ingen kraftig turbulens eller på anden måde skræmmende indslag i luften. Alligevel formåede jeg kun at få omkring 2 timers søvn i alt på hele turen, hvilket der findes flere grunde til.

For det første har jeg generelt svært ved at falde i søvn i forskellige typer transportmidler. Der er for megen larm og lys til, at jeg kan finde ro, og desuden er jeg en kræsen sover, der gerne vil være i stand til at ligge ordentligt, hvilket på ingen måder kan lade sig gøre i et fly. Med mindre jeg skal slå armlænene op, lægge mig ind over mine medpassagerer, insistere på at de ikke rører sig mere end højst nødvendigt, og at de om ingen omstændigheder må gå ud og tisse. Dette ville også kræve, at jeg rent faktisk havde lyst til at røre ved mine naboer, hvilket strider mod min berøringsangst og det faktum, at mange mennesker efter flere timer – muligvis dage – i både lufthavne og i fly virker en anelse nullede. (Def. af ”Nullet”: Tillægsord. Udtales som ”nulled”. Steder, ting eller personer kan være nullede. Her refereres til deres renhedstilstand. En lejlighed, der ikke er blevet gjort ren i en måned, kan fremstå som nullet. En restaurant med voksduge på bordene, der klistrer til armene, er formentlig nullet. En anden persons madpakke kan være nullet af den simple grund, at den er lavet på personens spækbræt af mad fra dennes køleskab – hvis altså denne person selv virker nullet. Nullet må ikke forveksles med tillægsordet ”Nallet”, som mere eller mindre betyder det samme som nullet blot i forstærket grad: Ex: En hjemløs kan være nullet pga. at sove på gaden og manglende bademuligheder, mens en hjemløs, der har skidt i bukserne, er nallet. Ex: Hunden, der i dette øjeblik ligger tæt op af mig, har netop pruttet, er derfor nallet og vil blive skubbet ned fra sofaen med det samme.)

Hovedårsagen til min manglende søvn på nummer to flyvetur forekommer i forbindelse med min sidemand. Ikke Christine (som herefter vil blive refereret til med sit rigtige navn: Pubbe) som er min veninde og tro rejsesvend i vores færd mod Sydney. Pubbe bærer dog en del af skylden i hele mangel-på-søvn-på-hele-f***ing-turen-til-Sydney-problemet.

Da vi træder ind i Thai Airways flyet til liflige toner af Thailandsk elevatormusik, indser Pubbe, idet vi nærmer os vores sæder, at hun skal sidde ved siden af to børn (dreng og pige på omkring 11 og 8 år). Da jeg kan se panikken hurtigt brede sig i hendes ansigt, foreslår jeg, at vi bytter plads, og hun dermed kan overtage min gangplads (det skal tilføjes her, at den søde gestus ikke gengældes i løbet af flyveturen) og at jeg – storsindet som jeg er – nok skal sidde ved siden af englebørnene.

Det viser sig dog hurtigt, at hele familien – sæderne bag os var optaget af resten af familien, mor, far, storebror og lillebror på 2 år – tydeligvis var på udflugt fra Helvede på en mission for at teste mit gå-på-mod og sætte en stopper for den søvn, der var så hårdt tiltrængt. Jeg kunne overleve den konstante larm, skubbene i ryggen, sangene, de vilde fagter og udråb til diverse computerspil, der kunne spilles på de små skærme på sæderyggene og endda de konstante spark over skinnebenet.

Den sidste dråbe faldt, da jeg efter få timers flyvning sad i mørket mens alle de normale mennesker – tydeligvis også djævlebørnenes forældre, samt Pubbe – sov tungt og så en film på min lille skærm. Pludselig mens de dårlige skuespillere på skærmen var i gang med at bekæmpe onde kræfter (kunne virkelig relatere dette til min egen kamp mod ondskaben ved siden af mig), kunne jeg pludselig fornemme et ansigt kun 25 cm fra mit eget, der stirrede på mig, mens en melodi ganske sagte blev nynnet. Jeg lænede mig tilbage og slukkede for filmens lyd uden at kigge på den 11-arige dreng i sædet ved siden af mig for bedre at kunne fornemme, hvad der foregik. Han sad med hele kroppen drejet imod mig, mens han sang en sang på et sprog, jeg ikke kender med hæs stemme – for mere passioneret effekt. Da dette havde stået på i mere end to minutter, kunne jeg ikke holde til det længere og kiggede direkte på ham for at give ham det velkendte ”jeg-har-set-at-du-stirrer-på-mig-gider-du-godt-stoppe-med-det-samme-blik, hvilket øjeblikkeligt fik ham til at stoppe sin sang og vende sig hurtigt i sædet, som får at skjule, det han havde foretaget sig de sidste mange minutter. Jeg vendte mig atter mod min skærm og tændte for lyden, og i samme sekund begyndte sangen igen (”Schaaa pu taaa mi la kaa tiiiiii…” osv osv, tilsæt selv melodi og sensuel hæs stemme fra 11-årig).

Jeg søgte tilflugt hos den netop vågnede Pubbe, der blot grinede og lagde sig til at sove igen. Efter et stykke tid og flere onde blikke fra mig, stoppede drengen endelig sin sang. Hans stirren fortsatte dog, indtil han – og resten af omen-børnene – faldt i søvn en time før landing.