Undskyld…men kan du vise mig vejen til Sydney?

Hold fast, hvor er her mange asiater. Ved første øjekast skulle man tro, at turen var gået til Beijing og ikke Sydney. I centrum af storbyen kan kun en enkelt australier spottes i en mængde af 10 asiater. Der findes flere butikker og restauranter, der sælger nudler end store bøffer til grill. Crocodile Dundee? Ikke her…prøv lidt længere inde i landet.

I forstaden ændrer billedet sig en smule. Her er fordelingsforholdet omkring 50/50. I Maroubra, som er en sydøstlig del af forstadsområdet til Sydney er skyskraberne erstattet med små firkantede huse med allerede svedne græsplæner på villaveje, ro og familieliv. Her bor jeg. I bunden af gaden Edgar Street som læner sig op af en lille sportspark, hvor ældre herrer iklædt fint tøj kan mødes og trille små bolde hen ad jorden og fejre pensionens søde liv.

Huset er ikke glamourøst. Ej heller er det ca. 12 kvm.  værelse som min kæreste Kimmie og jeg lejer for den nette sum af omkring 7000kr om måneden. Men her er hyggeligt, og det føles godt at have et sted, man kan kalde for ”hjem”. Desuden er der fjernsyn i alle værelser, et rummeligt køkken, flere opholdsmuligheder til hygge og en nuttet halvdum hund, der uden protest lader sig kæle flad af undertegnede.

Jeg ankom i Sydney torsdag d. 15 september efter en flyvetur og mellemlanding, der havde varet på den onde side af et døgn. 10 timer fra Kastrup til Bangkok, ubrugelig mellemlandingstid på 4-5 timer og til sidst en brutal 9 timers tur til Sydney. I modsætning til de fleste af mine længerevarende rejser gik flyve-processen overraskende godt. Ingen fly var forsinkede. Al baggage dukkede op. Ingen kraftig turbulens eller på anden måde skræmmende indslag i luften. Alligevel formåede jeg kun at få omkring 2 timers søvn i alt på hele turen, hvilket der findes flere grunde til.

For det første har jeg generelt svært ved at falde i søvn i forskellige typer transportmidler. Der er for megen larm og lys til, at jeg kan finde ro, og desuden er jeg en kræsen sover, der gerne vil være i stand til at ligge ordentligt, hvilket på ingen måder kan lade sig gøre i et fly. Med mindre jeg skal slå armlænene op, lægge mig ind over mine medpassagerer, insistere på at de ikke rører sig mere end højst nødvendigt, og at de om ingen omstændigheder må gå ud og tisse. Dette ville også kræve, at jeg rent faktisk havde lyst til at røre ved mine naboer, hvilket strider mod min berøringsangst og det faktum, at mange mennesker efter flere timer – muligvis dage – i både lufthavne og i fly virker en anelse nullede. (Def. af ”Nullet”: Tillægsord. Udtales som ”nulled”. Steder, ting eller personer kan være nullede. Her refereres til deres renhedstilstand. En lejlighed, der ikke er blevet gjort ren i en måned, kan fremstå som nullet. En restaurant med voksduge på bordene, der klistrer til armene, er formentlig nullet. En anden persons madpakke kan være nullet af den simple grund, at den er lavet på personens spækbræt af mad fra dennes køleskab – hvis altså denne person selv virker nullet. Nullet må ikke forveksles med tillægsordet ”Nallet”, som mere eller mindre betyder det samme som nullet blot i forstærket grad: Ex: En hjemløs kan være nullet pga. at sove på gaden og manglende bademuligheder, mens en hjemløs, der har skidt i bukserne, er nallet. Ex: Hunden, der i dette øjeblik ligger tæt op af mig, har netop pruttet, er derfor nallet og vil blive skubbet ned fra sofaen med det samme.)

Hovedårsagen til min manglende søvn på nummer to flyvetur forekommer i forbindelse med min sidemand. Ikke Christine (som herefter vil blive refereret til med sit rigtige navn: Pubbe) som er min veninde og tro rejsesvend i vores færd mod Sydney. Pubbe bærer dog en del af skylden i hele mangel-på-søvn-på-hele-f***ing-turen-til-Sydney-problemet.

Da vi træder ind i Thai Airways flyet til liflige toner af Thailandsk elevatormusik, indser Pubbe, idet vi nærmer os vores sæder, at hun skal sidde ved siden af to børn (dreng og pige på omkring 11 og 8 år). Da jeg kan se panikken hurtigt brede sig i hendes ansigt, foreslår jeg, at vi bytter plads, og hun dermed kan overtage min gangplads (det skal tilføjes her, at den søde gestus ikke gengældes i løbet af flyveturen) og at jeg – storsindet som jeg er – nok skal sidde ved siden af englebørnene.

Det viser sig dog hurtigt, at hele familien – sæderne bag os var optaget af resten af familien, mor, far, storebror og lillebror på 2 år – tydeligvis var på udflugt fra Helvede på en mission for at teste mit gå-på-mod og sætte en stopper for den søvn, der var så hårdt tiltrængt. Jeg kunne overleve den konstante larm, skubbene i ryggen, sangene, de vilde fagter og udråb til diverse computerspil, der kunne spilles på de små skærme på sæderyggene og endda de konstante spark over skinnebenet.

Den sidste dråbe faldt, da jeg efter få timers flyvning sad i mørket mens alle de normale mennesker – tydeligvis også djævlebørnenes forældre, samt Pubbe – sov tungt og så en film på min lille skærm. Pludselig mens de dårlige skuespillere på skærmen var i gang med at bekæmpe onde kræfter (kunne virkelig relatere dette til min egen kamp mod ondskaben ved siden af mig), kunne jeg pludselig fornemme et ansigt kun 25 cm fra mit eget, der stirrede på mig, mens en melodi ganske sagte blev nynnet. Jeg lænede mig tilbage og slukkede for filmens lyd uden at kigge på den 11-arige dreng i sædet ved siden af mig for bedre at kunne fornemme, hvad der foregik. Han sad med hele kroppen drejet imod mig, mens han sang en sang på et sprog, jeg ikke kender med hæs stemme – for mere passioneret effekt. Da dette havde stået på i mere end to minutter, kunne jeg ikke holde til det længere og kiggede direkte på ham for at give ham det velkendte ”jeg-har-set-at-du-stirrer-på-mig-gider-du-godt-stoppe-med-det-samme-blik, hvilket øjeblikkeligt fik ham til at stoppe sin sang og vende sig hurtigt i sædet, som får at skjule, det han havde foretaget sig de sidste mange minutter. Jeg vendte mig atter mod min skærm og tændte for lyden, og i samme sekund begyndte sangen igen (”Schaaa pu taaa mi la kaa tiiiiii…” osv osv, tilsæt selv melodi og sensuel hæs stemme fra 11-årig).

Jeg søgte tilflugt hos den netop vågnede Pubbe, der blot grinede og lagde sig til at sove igen. Efter et stykke tid og flere onde blikke fra mig, stoppede drengen endelig sin sang. Hans stirren fortsatte dog, indtil han – og resten af omen-børnene – faldt i søvn en time før landing.