Kriblende angst

Nogle af de farligste og mest dødbringende – for slet ikke at tale om store – edderkopper lever i Australien. Ethvert hus er derfor forsynet med op til flere formentlig kræftfremkaldende insektspray, der kan slå alt lige fra små fluer til store edderkopper og ellers altoverlevende kakerlakker ihjel (hvilket er lidt løgn, for jeg sprøjtede omkring en liter ud over en kakerlak i dag, og den løb bare hurtigt sin vej, indtil den endelig faldt om og lavede en 3 timers lang dødsrallen). Intet kryb bør tages med hænderne, selv ikke efter det er blevet sprøjtet til halvdøde i tilfælde af, at det er giftigt.

På trods af dette er væggene i mit australske hjem udstyret med huller, der går hele vejen igennem muren – lige ud til den levende og dræbende natur. Der er ingen isolering eller anden form for barriere, der kan bremse små kravlende væsener i at komme ind i huset. Hvilket i den grad ikke går hånd i hånd med min altoverskyggende frygt for edderkopper.

Jeg ved godt, at et rationelt og fornuftigt menneske ikke burde lade sig skræmme af et så lille dyr, og jeg prøver også altid at fortælle mig selv det sædvanlige mantra: Den er mere bange for dig, end du er for den! – BULLSHIT! Hvis den er bange for mig, hvorfor vil den så komme tæt på mig overhovedet? Hvorfor er det så lige, at den ikke har noget imod at kravle over min seng og under min pude og dermed kravle mod den sikre knusende død, mens jeg sover? (Da jeg redte seng i sidste uge, fandt jeg en lille død og temmelig flad edderkop under min pude – IKKE OK!) Hvorfor insisterer den så på at blive ved med at kravle rundt i loftet i stedet for at sidde stille og nyde sin velfortjente fangst i form af en flue?

Jeg har været bange for edderkopper siden børnehaven. Jeg kan endda huske den dag, hvor jeg gik fra at kunne lege med dem og holde dem i mine hænder til at være mega angst og svedig, hver gang jeg kommer i nærheden af en. På denne for-evigt-ændrende-dag i børnehaven havde jeg netop fanget mig to store korsedderkopper og holdt en i hver af mine svedige barnehænder, mens jeg triumferende hjulede rundt om hovedbygningen på en lille moon-car. Jeg må have klemt den ene til bristepunktet, for den bed mig pludselig, hvilket jeg ikke havde prøver før. Så jeg slyngede hurtigt dem begge ind i hegnet og var lige ved at køre galt med min moon-car. Siden den dag har jeg været bange og nægtet at røre ved de små kryb.

Det hjalp heller ikke på min nye frygt at vokse op i et hus, hvor store mutantedderkopper bliver avlet i kælderen og på en eller anden måde – hvordan ved jeg ikke, de er nogle dedikerede størrelser – fandt deres vej op på første sal og ind på mit værelse. Desværre kan jeg ikke lide at slå dem ihjel, hvilket blot gør situationen værre, da jeg heller ikke kan leve sammen med dem (i hvert fald ikke når jeg kan se dem – ude af øje ude af sind). Min far og mor har derfor gennem min opvækst været til stor hjælp, da de altid kom springende, når et blodtørstigt uhyre skulle fjernes fra min væg. Men på trods af god indsats, så er det en kendsgerning, at succesraten for komplet fjernelse af edderkop fra min fars side kun er 50%. Scenen er hver gang den samme – mit værelse – men det var kun hver anden gang, at jeg kunne sove trygt efter endt forsøg. Sjovt nok var det næsten altid, når edderkoppen befandt sig i nærheden af eller over min seng, at det gik galt. Jeg kunne høre min far sige det obligatoriske ”håps”, som er et ord, han har udviklet til at få edderkoppen til frivilligt at hoppe ind i det stykke køkkenrulle, han præsenterer den for. Halvdelen af gangene, så jeg den lille sorte klump falde forbi papiret og ned bag eller på min seng. Min far så det også, men prøvede alligevel altid at snyde mig til at tro, at edderkoppen lå trygt inde i hans papir og ikke i det selv samme sekund pilede over min pude. Denne form for edderkoppemagi og terapi har ikke hjulpet på min fobi (Kudos til mig for bogstavsrim).

Efter at have været i Sydney et par dage vandrede Kimmie og jeg til en nærliggende strand ved navn Coogee Beach. Da vi havde gået lidt, stoppede jeg min knævren, fordi jeg lagde mærke til, at Kimmie ikke længere gik ved min side. Hun stod og kiggede intenst på jorden. Hun spurgte mig: ”Hvad tror du, det her er?” mens hun pegede på noget, der kunne minde om et krøllet blad eller en lille kvistelignende ting. Vi kiggede begge intenst på jorden. ”Tror du, det er en edderkop?” spurgte hun, og hårene rejste sig med det samme i min nakke. Vi fandt en lille pind og brød alle de australske regler – og almindelig fornuft – om ikke at røre ved nogen suspekte ting, og vendte tingen om på den anden side. DET VAR EN EDDERKOP. Heldigvis var den død, så pindeprikkeriet fik den ikke til at gå til angreb. Men dette faktum stoppede mig ikke fra at skrige, så jeg forskrækkede en ældre dame, der gik forbi. Den var helt lysebrun med lange hår og med et vingefang på ca. 10cm. Den var så stor, at jeg kunne se dens øjne (eller i hvert fald noget sort på dens hoved). Den var alt det, som mine mareridt er lavet af, og der er ikke noget, der skræmmer mig mere.

Og dog…

Da jeg skulle møde på arbejde i onsdags og derfor drog mod bussen kl. 05.00 om morgenen/natten, oplevede jeg noget, der skræmte mig en anelse mere: Jeg er ikke så vild med mørke. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at jeg er en anelse mørkeræd (fuck, hvor er jeg patetisk). Det hjælper derfor ikke, at man her i Australien sparer så meget på gadebelysningen, at man skulle tro, at man befandt sig i en landsbysflække i det mørke Jylland. Her er så mørkt, at jeg ikke ville kunne se en edderkop med et vingefang på 10cm på en gren foran mig, før den sad direkte i mit ansigt. Men dette er ikke, hvad der skete på denne kolde og mørke onsdag morgen.

Da jeg trådte ud af huset og kunne konstatere at ja, jeg havde taget for lidt tøj på, bemærkede jeg, at det var fuldmåne. Nu er jeg ikke en af dem, der er overtroiske (og alligevel er jeg mørkeræd – helt ærligt), men det er vel almen viden, at der sker lidt flere freaky ting, når det er fuldmåne. Kort tid efter denne konstatering kunne jeg skimte en person, der stod på fortovet lidt længere nede af vejen. Da jeg kom en anelse tættere på kunne jeg se, at personen have slåbrok på. Til dette tænkte jeg blot, at det var en hundeejer, der reddede sit gulv fra at blive tisset på, men da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at der manglede en hund, og at personen stod og studerede nogle poser, der var sat ud til storskrald. Pludselig fik slåbrokpersonen øje på mig og skyndte sig ind i indkørslen til huset, hvilket der som sådan hverken er noget mærkeligt eller skræmmende ved (nu skal det nemlig lige tilføjes, at jeg havde læderjakke på med hættetrøje indenunder, så jeg kunne snildt have lignet en ungdomsforbryder fra Grønland. Det er ikke til at sige, om jeg blot skræmte en gammel dame, der var ude for at sikre sig, at storskrald stod, som det skulle). Men da jeg gik forbi huset, kunne jeg fornemme, at personen ikke var gået indenfor. Slåbrokpersonen stod stadig i indkørslen i mørket og kiggede på mig eller i hvert fald gemte sig for mig. CREAPY!

Jeg ringede til Kimmie med det samme, for jeg har lovet, at jeg kun ringer og vækker hende, når jeg er virkelig bange. Mit opkald gik igennem, men min beskyttende kæreste valgte at lade være med at tage telefonen. Jeg var på egen hånd sammen med slåbrokpersonen! Hvad hvis jeg var blevet bortført, og jeg kun havde dette ene opkald som nødråb, hvilket jo er meget nemt at forestille sig på en tætbeboet villavej, hvor alle mure er gennemborede med huller, og alt derfor kan høres. Heldigvis ringede Kimmie hurtigt tilbage, så jeg kunne tale med hende, indtil jeg nåede ned til min bus (min historie skræmte åbenbart Kimmie så meget, at hun var sikker på, at slåbrokpersonen ville komme igennem vores vindue og tage hende – ups, undskyld Kimmie).

Jeg (og Kimmie) blev heldigvis ikke taget og har ikke set slåbrokpersonen siden. Måske er slåbrokpersonen ligesom en edderkop – mere bange for mig, end jeg er for den?!

Et herligt spild af liv

10 års folkeskole.

3 års gymnasium.

5 års universitet.

Jeg har brugt 18 år af mit liv på at være studerende. Efter 18 års uddannelse og blot én karakter fra at have opnået en kandidatgrad er den eneste jobfunktion, jeg kan udfylde i Australien, ”kitchen hand” til $13 i timen (altså ca. 70kr i timen).

18 år…jeg lukker øjnene og gemmer bitterheden væk.

Når det så er sagt…

Min Weekend!

Fredag
Første bustur alene ind til centrum. Yeppie ki-yay!

Jeg ved det godt…patetisk. Efter tre uger har jeg endnu ikke draget mod Sydneys centrum på egen hånd. Dette har primært noget at gøre med, at det er ekstremt dyrt at tage offentlige transportmidler, og at jeg derfor kun vælger at bruge disse, når det er strengt nødvendigt. Men byen – og ikke mindst Starbucks med deres ”Caramel Macchiato”, lokkede som en sirenesang.

Når jeg bliver genfødt som backpacker, vil jeg arbejde på The Bucks (prøver nyt backpacker-lingo af, så jeg passer bedre ind i det hårde gade- og ungdomsmiljø) som mundskænk. En ny jobfunktion, jeg netop har opfundet, hvor jeg efter den varme eller kolde drikkelse er blevet produceret af en hårdtarbejdende asiat, laver en kvalitativ prøvesmagning og desuden sikrer mig, at væsken ikke er forgiftet, inden jeg rækker papbægeret videre til endnu en tilfreds kunde. På denne måde kan jeg blive ved med at indtage gratis Starbucks-produkter samtidig med at være på et konstant koffein-trip, hvilket fører til mindskning af mit totale søvnbehov, som fører til flere timer på arbejde og dermed mere Starbucks – The Circle of Life (Citat, ”Løvernes Konge”). Åh Starbucks…I love you so!

Dette vil også give mig muligheden for at gøre gengæld for alle de gange Starbucks-personalet har hørt forkert, når jeg ved bestilling har givet dem mit navn. I Sydney blev ”Louise” til ”Ma Niiess”, til hvilket jeg blot svarede: ”Yep, thats me.” Jeg har siden hen gjort Ma Niiess til mit asiatiske navn, som jeg har fået fortalt af Kimmie, at man helt selv må vælge. Jeg blev dog lettere forvirret i sidste uge, da Kimmie efter at have siddet stille en hel dag råbte: ”My knees!” - da jeg ikke havde gjort noget galt (Giver high five til 10.000 engle for leg med ord).

Fredag aften blev fuldendt, da Kimmie og jeg delte et ”Value Meal – Family Kit” fra McDonalds. Dette er ikke bare en hvilken som helst menu men derimod en vaskeægte grovæder-menu. Den kæmpe æske, man får med hjem, indeholder 2x Big Mac, 2x Cheeseburger, 4x små pommes frites, 2x medium sodavand, 2x små sodavand og 6stk Nuggets – med valgfri sovs. Jeg kunne mærke mine årer hurtigt snævre til, mens jeg spiste et måltid, der klart er beregnet til en hel familie på fire.

Er det ikke smukt?

Lørdag

Startede alt for tidligt.

Som i klokken ti minutter i fire om natten. Jeg skulle have min første prøvevagt (og ja, jeg var denne gang helt sikker på, at det var en prøvevagt, da jeg allerede havde været til jobsamtale – uden mine K-Mart-ladyboy-bukser (bukser havde jeg dog på)) på en lille café. Caféen har i weekenden åbent fra 5:30 til 16 om lørdagen og 6:30 til 14 om søndagen, hvilket er skræmmende tidligt. For at komme til min destination blev jeg derfor nødt til at tage en bus ind til centrum for at tage mig en anden bus ud af byen igen. Dette betød, at jeg fik fornøjelsen af alle de beduggede unge mennesker, der efter massiv druk fredag aften skulle hjem fra byen. Jeg hyggede mig meget, mens jeg ventede på bus nr. 2 og stod ved samme busstoppested som et par, der netop havde mødt hinanden på disko. Den unge mand havde begået den store fejl at drikke sig mere i hegnet end den pige, han gerne ville have med hjem. Hvilket altid er en dum ide. Hvis man skal argumentere for sex, er det altid en go ide med et klart hoved eller i det mindste et klarere hoved end ens modstander. Pigen havde alt for mange gode argumenter imod den akt, han så desperat prøvede at argumentere for: ”Jeg kan lide dig for meget til, at det kun skal være et en-gangs knald” eller ”Jeg tror måske bare, at du er lidt for fuld” eller ”Av, du træder på mig igen” osv. Til det hele svarede han mumlende: ”Come on!” Idet jeg trådte op i min bus, brækkede han sig ud over bænken, og jeg kunne høre hendes overraskede skrig, mens dørene lukkede.

Da jeg langt om længe nåede til The Blip Café, viste det sig, at min chef havde fået madforgiftning fredag aften. Det stoppede ham dog ikke i at dukke op helt bleg med sin kæreste ved sin side, som skulle hjælpe til, når nu chef mere eller mindre var sat ud af spillet.

Det var et meget hyggeligt sted, med meget hyggelige mennesker og en hyggelig arbejdsproces. Da det var Pino (chef og ejer, som heldigvis ikke er asiat men derimod fra Grækenland, så jeg for en gangs skyld kunne forstå, hvad jeg blev fortalt) der vidste, hvordan de forskellige sandwiches skulle laves, blev han til sin store ærgrelse nødt til at befinde sig omkring mad hele morgenen. Det blev dog pludselig for meget for ham, da jeg skulle håndtere laks, og han flygtede over i et hjørne for at komme til hægterne igen, mens han dry heavede helt vildt (hvilket betyder, at gennemgå hele opkast-processeen, dog uden selve ørlen på gulvet. Mavekramperne, lydene og mundvandet forekommer, men intet kommer op – eller gribes i munden, inden det rammer pigen, man har til oplæring). Efter tre timers arbejde fik jeg stukket $20 i hånden af Pinos kæreste, som sagde, at jeg havde gjort et godt stykke arbejde, og at Pino ville ringe til mig i løbet af ugen. Chefen selv var gået i brædderne på deres lille lager og kunne derfor ikke fortælle mig dette personligt.

Søndag

Udflugt til den Danske Kirke.

Jeg har fået kontakt igennem DDK til to danske kvinder, der styrer danskundervisning for både børn og voksne i Sydney. Jeg drog derfor til Nord-Sydney for at mødes med den ene af dem og for at se, hvordan undervisningen foregik, så jeg var klar, når jeg selv skulle overtage eller være vikar for nogle af holdene. Efter to timer i bus og tog ankom jeg til kirken som egentlig mere er et hus med tilbygning. Solen skinnede og alle folk var glade. Er det sådan at være kristen? At solen altid skinner fordi man er beskyttet af højere magter? Nu snakker jeg om rigtig kristen og ikke bare Gud-hvor-jeg-glæder-mig-til-at-få-herre-mange-gaver-og-penge-til-min-konfirmation-kristen, som er en kategori, jeg selv tilhører. Det eneste jeg kan sige er, at det begyndte at blæse op, så snart jeg kom tættere på centrum og mit syndige liv igen.

Da jeg i sidste uge var ude at gå tur, så jeg fire små fugle angribe en meget stor fugl, indtil den store fulgt valgte at tage sine fjer på nakken og skride. Fuglene er her generelt ret aggressive, og en af mine australske roommates har fortalt mig, at det ikke er usædvanligt at blive angrebet af de bevingede rotter, når de er i ynglesæson. Den store fugl, der blev angrebet, er noget, der kan betegnes som en skraldefugl, der spiser alt, hvad den finder på jorden. Den ligner en lille fiskehejre, men har en snavset hvid farve som en forvasket nusset t-shirt, der er blevet brugt for meget. Hvordan den havde gjort sig fortjent til at blive angrebet, er en gåde, men det så ganske fascinerende ud, hvilket både jeg og en ældre herre, der stillede sig op ved sit stakit og stirrede, syntes.

Da jeg gik videre og dermed kom tættere på den gamle mand smilede/lo han med en mere eller mindre tandløs mund til mig. Jeg begyndte, derfor at gruble over om det er vedtaget ved lov, at alle under den britiske krone absolut skal have grimme tænder – hvis de overhovedet har nogle. Jeg blev afbrudt i min tankestrøm af noget, der susede tæt forbi mit hoved. Jeg slukkede for min Ipod og kunne pludselig høre kampråbs-pip fra alle træerne omkring mig, som jungletrommer, der varslede krig og ødelæggelse. Flere fugle begyndte at kaste sig ud i kamikaze flyvninger for at dræbe kæmpen i K-Mark bukser! Hvilket forklarede hvorfor oldingen havde grinet sådan. Havde jeg været en naturlig løber eller bare en person, der løber en gang imellem, var jeg flygtet som den forvaskede-t-shirt-fugl, men jeg løber ikke! Heldigvis var fuglene blinde, dumme eller blot ude på at skræmme mig, for der var ikke nogen fysisk kontakt mellem fugl og menneske. Men at have ti fugle blafrende omkring ansigtet, mens bilerne på vejen var ved at køre galt, fordi jeg skulle observeres, som en ulykke på motorvejen, var forfærdeligt nok i sig selv.

Ville fuglene have skånet mig, hvis jeg havde været beskyttet af the big JC himself (Bedre kendt som Heysus)? Jeg ved det ikke, men jeg undskylder i hvert fald hermed for at grine ad den kvinde, der fik en krage i hovedet pga. heftig vind, da hun cyklede forbi Toms i Ballerup. Undskyld, jeg forstår din smerte og skam!

Erfaring, selvtillid og bule i bukserne

Jobsøgningen fortsættes…

Torsdag formiddag ansøgte jeg et job som ”kitchen hand”, hvilket er en jobtitel, der gemmer på funktioner som opvasker, tilberedning og forberedelse af grøntsager mm, lettere madlavning, oprydning og muligvis også ansvar bag disken. Altså et arbejde som selv en abe – eller en nyankommet asiat, der både er uden nyt engelsk navn og engelskkundskaber…eller JEG – kan finde ud af. Alligevel indeholder de fleste ”kitchen hand”-annoncer et krav på minimum et års erfaring fra den abe, der skal ansættes (Dette er ikke ment som en racistisk bemærkning, da jeg refererer til mig selv og ikke asiater som værende aber. Desuden er det også til abens mulige arbejdskraft og ikke udseende, jeg refererer til, og derfor må det skrevne heller ikke sammenlignes med Line Baun Danielsens udtalelser fra Go’ Morgen Danmark vedrørende billede af mørk mand i kano (http://www.youtube.com/watch?v=m0CcswBjn7Y eller skriv ”er det en abe” i søgefeltet på youtube)).

Da jeg ikke bryder mig om at lyve mig frem til at få et job, søger jeg kun de jobopslag, der netop ikke kræver erfaring. En time efter jeg havde sendt min ansøgning af sted, blev jeg ringet op af Ted. Til dette skal der tilføjes, at der altid er elendigt net på min mobil, og at jeg generelt har virkelig svært ved at høre, hvad menneskerne i den anden ende af telefonen siger. Det hjalp desuden ikke, at Ted er asiat (og ”Ted” dermed blot er hans valgte engelske navn), hvilket betød, at jeg ligeledes skulle kæmpe med at oversætte asiat-engelsk til rigtig engelsk og til sidst til dansk.

Jeg fangede i alt fire ord og drog tidlig fredag morgen – efter 3 timers søvn af ren angst (jeg er åbenbart ikke så back-packer-agtig, som jeg kunne ønske) til Bondi Junction til min første prøve-vagt. Jeg mødte op i hættetrøje og mine spritnye K-Mart bukser (læs: Bilka bukser), der hænger en smule bagtil, fordi de er en anelse for store men til gengæld strammer og folder en smule i skridtet, så man skulle tro, at jeg var grønlænder-ladyboy uden de feminine træk. Det viste sig dog, at Ted tydeligvis ikke har lært ordet ”jobsamtale” på engelsk endnu, for jeg endte med kun at skulle tale med ham i 2 minutter for at gennemgå detaljer, der allerede var beskrevet i mit cv. Heldigvis viste jeg mig fra min bedste side med min slidte hestehale og bule i bukserne – som man jo bør gøre til en jobsamtale.

De eneste mennesker, jeg kunne få øje på bag disken og i køkkenet, var asiater, og til min store rædsel kunne jeg hverken høre eller forstå, hvad Ted sagde, selvom han talte i tostavelsesord, lavede forklarende fagter med armene og sad en halv meter væk fra mig. I sådanne situationer bliver det tydeligt, at der er væsentlige kulturforskelle mellem danskere og asiater. Når jeg flere gange – mindst 10 på under tre minutter – sagde ”Undskyld, den fik jeg ikke lige fat i?!” eller ”Jeg forstår ikke helt hvad du mener?”, blev det oversat direkte til ”Har du ikke lyst til at gentage din sætning en enkelt gang mere men denne gang en anelse lavere og gerne i et hurtigere tempo? Hvis du nu vender dit hoved væk fra mig, mens du taler og måske bytter om på ethvert l og r, du kan lokalisere i dit elendige engelsk, vil det nok hjælpe på min forståelse? Nej nej, du behøver ikke at lave din sætning om eller forklare nærmere, bare gentag sætningen ordret med samme komplette mangel på grammatiske struktur og sammenhæng. Tak!”

Det eneste, jeg kunne forstå, var en sætning, han gentog igen og igen: ”We test yuu cófidens”, hvilket oversat til engelsk oversat til dansk betyder, at han dagen efter ville teste min selvtillid i køkkenet. Dette hænger sammen med, at sætningen ”I have no experience as a kitchen hand” i min ansøgning nødvendigvis bliver oversat til ”I have a lot of…no, actually years of, more like a lifetime really of experience as a kitchen hand, so please, PLEASE test my confidence in any way you can”.  

Senere, da jeg var sluppet ud af to-vejs-kommunikation-for-dummies-sessionen, ringede jeg til ham, da jeg åbenbart i mit oversættelses-mareridt havde glemt alt om at spørge om løn. Denne fandt jeg ud af lå på $11 i timen, og at min prøve-tid på minimum en dag ikke ville blive betalt. Jeg skulle altså have testet min cófidens over for 20 asiater i køkkenet med instrukser forklaret på asiat-australsk uden løn. Og derefter var det jo ikke engang sikkert, at jeg ville få tilbudt jobbet, med mindre jeg kunne levere den vare (erfaring) som jeg jo tydeligvis havde lovet i min ansøgning.

Jeg kan nu afsløre, at der ikke kommer til at være en cliff-hanger til næste afsnit vedrørende min endelige beslutning om at tage jobbet eller ej: Jeg sagde pænt nej tak.