En gris i en nøglering

En uge før jeg rejste til Australien, drog min fader og jeg ud i verden for at skrotte min elskede bil – Carina. Hun havde i forvejen ikke langt igen, som de fleste, der inden for det sidste år har fået en rystetur med hende, kan skrive under på. Min mor virkede i hvert fald om mulig endnu mere anspændt og skræmt efter vores korte tur ned til Ballerup Centret, end hun plejer og havde lavet tydelige neglemærker i både instrumentbræt og holde-tingen i døren. Så det var på tide, at Carina fik evig hvile, for tanken om at lade bumle-bilen stå og samle støv i et år, mens penge til både forsikring og vægtafgift skulle sive ud af min sparede konto, er et for grumt billede for mig at forestille.

Min far havde fundet en skrothandler, som han mente hellere end gerne ville tage bilen til de evige olierede græsmarker i himlen, og vi drog derfor mod Rødovre. Vi fandt efter intens søgen det rette sted, og jeg parkerede mit elskede skrog, sagde farvel og efterlod et par flasker (samt en smule skrald) under sæderne som betaling til færgemanden. Far havde i mellemtiden fundet en venlig mand, der ville hjælpe med ”papirarbejdet”.

Da jeg trådte ind på ”kontoret” (snarere et klædeskab med skrivebord), mødte min far mig med ordene: ”Pølse, du skal skrive under her.” Hvilket lige præcis er, hvad en 26 årig kvinde håber på at blive kaldt foran et menneske, man endnu ikke har hilst på. Et kælenavn der udtrykker både modenhed og værdighed på samme tid – tak kære far! (Det skal her tilføjes, at far har et generelt misbrug af det flatterende kælenavn ”Pølse”, og både adskillige familiemedlemmer, diverse dyr han lige har fået øje på og formentlig også tidligere heldige kollegaer og elever kan falde under kategorien ”Pølse-godkendt”. Far, første skridt på vejen mod ædruelighed er at erkende, at man har et problem.)

Pølse underskrev dødserklæringen på Carina, min far fik en kvittering i form af en check, og vi tog afsked med både bil og skrothandler. Bagefter snakkede vi om, at det kunne være sjovt, hvis bilen slet ikke blev skrottet, men blot kørte videre på samme plader og samme forsikring – som jeg stadig betalte. Det viser sig så senere, at denne fantasi kom en anelse tættere på virkeligheden, end Pølse har lyst til at tænke på. Her er, hvad jeg har fået at vide indtil videre af min far:

Politiet jagter (mandag måske…) en ”brun” Toyota Carina af grunde, som stadig er henkastet i uvished. Muligvis holdes bilen ind til siden, fordi føreren af bilen er en særdeles god bekendt af politiet. Om alle omstændigheder formår han rent faktisk at stikke af til fods – sikke en fantastisk ildhu forbrydere har nu til dags.

Politiet undersøger registrering mv. på bilen og finder frem til ejerens navn. Det er nemlig rigtigt – Pølse. Da Pølse ikke er til at få fat i, fordi hun på samme tid kæler hund i Australien, ringer de til Camilla – roommate på Borups Alle, som sender Strømer-Ricko videre til min far, som i bedste detektiv-stil får vist politiet, hvor de kan finde den mystiske skrothandler. Hvad der sker herefter vides ikke, men jeg forventer hvert øjeblik, at en kampberedt indsatsstyrke skal sprænge den papirtynde dør til 83 Edgar Street, lægge mig i benlås efter en god omgang tåregas, slæbe mig væk og anholde mig for Grand Theft Auto, mens Kimmie står og græder (pga. tåregas og ikke min anholdelse). Det australske politi er er selvfølgelig blevet underrettet af Interpol, der prøver at nedbryde den forbryderring af skrothandlere, der spreder skræk og rædsel gennem hele Europa og det meste af Asien. Jeg venter bare…

”Men hvor kommer grisen i nøgleringen ind i billedet?” spørger I. Ja, det er faktisk et spørgsmål, som jeg har stillet mig selv flere gange. Mandag aften (i Australien), mens den store efterforskning er i gang på fuldt tryk i lille DK, spammer den kære Camilla (og senere hen ligeledes min far) mig 30 gange med spørgsmålet: ”Havde du en gris i din nøglering?”, fordi politiet meget gerne vil have det at vide. Jeg gætter mig frem til, at dette gælder mine bilnøgler, som jeg jo gav til den kære skrothandler, og svaret er derfor: Nej, jeg har ingen og har aldrig haft en gris i min nøglering. Det, der undrer mig, er hvorfor Strømer-Ricko er så interesseret i at få besvaret netop dette spørgsmål?! Hvis det var min gris, så havde jeg jo stadigvæk givet nøglerne fra mig i Rødovre. Hvis det ikke er min gris, så har forbryderne nok selv investeret i en flot gris til deres nye bilnøglers nøglering. Om alle omstændigheder kan dette da ikke være den information, der får forbryderkabalen til at gå op?! Tænker selv, at det måske er, fordi de vil teste grisen for fingeraftryk, og derfor gerne vil vide om, det er mine fedtede aftryk de finder og ikke forbrydernes – men så snakker vi jo næsten CSI. Eller også er det, fordi grisen er et symbol på og bruges inden for den før nævnte skrothandler-forbryder-ring. Er meget åben for både forslag og kommentarer!

Det eneste jeg kan sige er, at jeg sover med et øje åbent i nat og forventer lyden af militærstøvler på min trappesten.