Et herligt spild af liv

10 års folkeskole.

3 års gymnasium.

5 års universitet.

Jeg har brugt 18 år af mit liv på at være studerende. Efter 18 års uddannelse og blot én karakter fra at have opnået en kandidatgrad er den eneste jobfunktion, jeg kan udfylde i Australien, ”kitchen hand” til $13 i timen (altså ca. 70kr i timen).

18 år…jeg lukker øjnene og gemmer bitterheden væk.

Når det så er sagt…

Min Weekend!

Fredag
Første bustur alene ind til centrum. Yeppie ki-yay!

Jeg ved det godt…patetisk. Efter tre uger har jeg endnu ikke draget mod Sydneys centrum på egen hånd. Dette har primært noget at gøre med, at det er ekstremt dyrt at tage offentlige transportmidler, og at jeg derfor kun vælger at bruge disse, når det er strengt nødvendigt. Men byen – og ikke mindst Starbucks med deres ”Caramel Macchiato”, lokkede som en sirenesang.

Når jeg bliver genfødt som backpacker, vil jeg arbejde på The Bucks (prøver nyt backpacker-lingo af, så jeg passer bedre ind i det hårde gade- og ungdomsmiljø) som mundskænk. En ny jobfunktion, jeg netop har opfundet, hvor jeg efter den varme eller kolde drikkelse er blevet produceret af en hårdtarbejdende asiat, laver en kvalitativ prøvesmagning og desuden sikrer mig, at væsken ikke er forgiftet, inden jeg rækker papbægeret videre til endnu en tilfreds kunde. På denne måde kan jeg blive ved med at indtage gratis Starbucks-produkter samtidig med at være på et konstant koffein-trip, hvilket fører til mindskning af mit totale søvnbehov, som fører til flere timer på arbejde og dermed mere Starbucks – The Circle of Life (Citat, ”Løvernes Konge”). Åh Starbucks…I love you so!

Dette vil også give mig muligheden for at gøre gengæld for alle de gange Starbucks-personalet har hørt forkert, når jeg ved bestilling har givet dem mit navn. I Sydney blev ”Louise” til ”Ma Niiess”, til hvilket jeg blot svarede: ”Yep, thats me.” Jeg har siden hen gjort Ma Niiess til mit asiatiske navn, som jeg har fået fortalt af Kimmie, at man helt selv må vælge. Jeg blev dog lettere forvirret i sidste uge, da Kimmie efter at have siddet stille en hel dag råbte: ”My knees!” - da jeg ikke havde gjort noget galt (Giver high five til 10.000 engle for leg med ord).

Fredag aften blev fuldendt, da Kimmie og jeg delte et ”Value Meal – Family Kit” fra McDonalds. Dette er ikke bare en hvilken som helst menu men derimod en vaskeægte grovæder-menu. Den kæmpe æske, man får med hjem, indeholder 2x Big Mac, 2x Cheeseburger, 4x små pommes frites, 2x medium sodavand, 2x små sodavand og 6stk Nuggets – med valgfri sovs. Jeg kunne mærke mine årer hurtigt snævre til, mens jeg spiste et måltid, der klart er beregnet til en hel familie på fire.

Er det ikke smukt?

Lørdag

Startede alt for tidligt.

Som i klokken ti minutter i fire om natten. Jeg skulle have min første prøvevagt (og ja, jeg var denne gang helt sikker på, at det var en prøvevagt, da jeg allerede havde været til jobsamtale – uden mine K-Mart-ladyboy-bukser (bukser havde jeg dog på)) på en lille café. Caféen har i weekenden åbent fra 5:30 til 16 om lørdagen og 6:30 til 14 om søndagen, hvilket er skræmmende tidligt. For at komme til min destination blev jeg derfor nødt til at tage en bus ind til centrum for at tage mig en anden bus ud af byen igen. Dette betød, at jeg fik fornøjelsen af alle de beduggede unge mennesker, der efter massiv druk fredag aften skulle hjem fra byen. Jeg hyggede mig meget, mens jeg ventede på bus nr. 2 og stod ved samme busstoppested som et par, der netop havde mødt hinanden på disko. Den unge mand havde begået den store fejl at drikke sig mere i hegnet end den pige, han gerne ville have med hjem. Hvilket altid er en dum ide. Hvis man skal argumentere for sex, er det altid en go ide med et klart hoved eller i det mindste et klarere hoved end ens modstander. Pigen havde alt for mange gode argumenter imod den akt, han så desperat prøvede at argumentere for: ”Jeg kan lide dig for meget til, at det kun skal være et en-gangs knald” eller ”Jeg tror måske bare, at du er lidt for fuld” eller ”Av, du træder på mig igen” osv. Til det hele svarede han mumlende: ”Come on!” Idet jeg trådte op i min bus, brækkede han sig ud over bænken, og jeg kunne høre hendes overraskede skrig, mens dørene lukkede.

Da jeg langt om længe nåede til The Blip Café, viste det sig, at min chef havde fået madforgiftning fredag aften. Det stoppede ham dog ikke i at dukke op helt bleg med sin kæreste ved sin side, som skulle hjælpe til, når nu chef mere eller mindre var sat ud af spillet.

Det var et meget hyggeligt sted, med meget hyggelige mennesker og en hyggelig arbejdsproces. Da det var Pino (chef og ejer, som heldigvis ikke er asiat men derimod fra Grækenland, så jeg for en gangs skyld kunne forstå, hvad jeg blev fortalt) der vidste, hvordan de forskellige sandwiches skulle laves, blev han til sin store ærgrelse nødt til at befinde sig omkring mad hele morgenen. Det blev dog pludselig for meget for ham, da jeg skulle håndtere laks, og han flygtede over i et hjørne for at komme til hægterne igen, mens han dry heavede helt vildt (hvilket betyder, at gennemgå hele opkast-processeen, dog uden selve ørlen på gulvet. Mavekramperne, lydene og mundvandet forekommer, men intet kommer op – eller gribes i munden, inden det rammer pigen, man har til oplæring). Efter tre timers arbejde fik jeg stukket $20 i hånden af Pinos kæreste, som sagde, at jeg havde gjort et godt stykke arbejde, og at Pino ville ringe til mig i løbet af ugen. Chefen selv var gået i brædderne på deres lille lager og kunne derfor ikke fortælle mig dette personligt.

Søndag

Udflugt til den Danske Kirke.

Jeg har fået kontakt igennem DDK til to danske kvinder, der styrer danskundervisning for både børn og voksne i Sydney. Jeg drog derfor til Nord-Sydney for at mødes med den ene af dem og for at se, hvordan undervisningen foregik, så jeg var klar, når jeg selv skulle overtage eller være vikar for nogle af holdene. Efter to timer i bus og tog ankom jeg til kirken som egentlig mere er et hus med tilbygning. Solen skinnede og alle folk var glade. Er det sådan at være kristen? At solen altid skinner fordi man er beskyttet af højere magter? Nu snakker jeg om rigtig kristen og ikke bare Gud-hvor-jeg-glæder-mig-til-at-få-herre-mange-gaver-og-penge-til-min-konfirmation-kristen, som er en kategori, jeg selv tilhører. Det eneste jeg kan sige er, at det begyndte at blæse op, så snart jeg kom tættere på centrum og mit syndige liv igen.

Da jeg i sidste uge var ude at gå tur, så jeg fire små fugle angribe en meget stor fugl, indtil den store fulgt valgte at tage sine fjer på nakken og skride. Fuglene er her generelt ret aggressive, og en af mine australske roommates har fortalt mig, at det ikke er usædvanligt at blive angrebet af de bevingede rotter, når de er i ynglesæson. Den store fugl, der blev angrebet, er noget, der kan betegnes som en skraldefugl, der spiser alt, hvad den finder på jorden. Den ligner en lille fiskehejre, men har en snavset hvid farve som en forvasket nusset t-shirt, der er blevet brugt for meget. Hvordan den havde gjort sig fortjent til at blive angrebet, er en gåde, men det så ganske fascinerende ud, hvilket både jeg og en ældre herre, der stillede sig op ved sit stakit og stirrede, syntes.

Da jeg gik videre og dermed kom tættere på den gamle mand smilede/lo han med en mere eller mindre tandløs mund til mig. Jeg begyndte, derfor at gruble over om det er vedtaget ved lov, at alle under den britiske krone absolut skal have grimme tænder – hvis de overhovedet har nogle. Jeg blev afbrudt i min tankestrøm af noget, der susede tæt forbi mit hoved. Jeg slukkede for min Ipod og kunne pludselig høre kampråbs-pip fra alle træerne omkring mig, som jungletrommer, der varslede krig og ødelæggelse. Flere fugle begyndte at kaste sig ud i kamikaze flyvninger for at dræbe kæmpen i K-Mark bukser! Hvilket forklarede hvorfor oldingen havde grinet sådan. Havde jeg været en naturlig løber eller bare en person, der løber en gang imellem, var jeg flygtet som den forvaskede-t-shirt-fugl, men jeg løber ikke! Heldigvis var fuglene blinde, dumme eller blot ude på at skræmme mig, for der var ikke nogen fysisk kontakt mellem fugl og menneske. Men at have ti fugle blafrende omkring ansigtet, mens bilerne på vejen var ved at køre galt, fordi jeg skulle observeres, som en ulykke på motorvejen, var forfærdeligt nok i sig selv.

Ville fuglene have skånet mig, hvis jeg havde været beskyttet af the big JC himself (Bedre kendt som Heysus)? Jeg ved det ikke, men jeg undskylder i hvert fald hermed for at grine ad den kvinde, der fik en krage i hovedet pga. heftig vind, da hun cyklede forbi Toms i Ballerup. Undskyld, jeg forstår din smerte og skam!