Torsdag formiddag ansøgte jeg et job som ”kitchen hand”, hvilket er en
jobtitel, der gemmer på funktioner som opvasker, tilberedning og forberedelse
af grøntsager mm, lettere madlavning, oprydning og muligvis også ansvar bag
disken. Altså et arbejde som selv en abe – eller en nyankommet asiat, der både
er uden nyt engelsk navn og engelskkundskaber…eller JEG – kan finde ud af. Alligevel
indeholder de fleste ”kitchen hand”-annoncer et krav på minimum et års erfaring
fra den abe, der skal ansættes (Dette er ikke ment som en racistisk bemærkning,
da jeg refererer til mig selv og ikke asiater som værende aber. Desuden er det
også til abens mulige arbejdskraft og ikke udseende, jeg refererer til, og
derfor må det skrevne heller ikke sammenlignes med Line Baun Danielsens
udtalelser fra Go’ Morgen Danmark vedrørende billede af mørk mand i kano (http://www.youtube.com/watch?v=m0CcswBjn7Y
eller skriv ”er det en abe” i søgefeltet på youtube)).
Da jeg ikke bryder mig om at lyve mig frem til at få et job, søger jeg
kun de jobopslag, der netop ikke kræver erfaring. En time efter jeg havde sendt
min ansøgning af sted, blev jeg ringet op af Ted. Til dette skal der tilføjes,
at der altid er elendigt net på min mobil, og at jeg generelt har virkelig
svært ved at høre, hvad menneskerne i den anden ende af telefonen siger. Det hjalp
desuden ikke, at Ted er asiat (og ”Ted” dermed blot er hans valgte engelske
navn), hvilket betød, at jeg ligeledes skulle kæmpe med at oversætte
asiat-engelsk til rigtig engelsk og til sidst til dansk.
Jeg fangede i alt fire ord og drog tidlig fredag morgen – efter 3
timers søvn af ren angst (jeg er åbenbart ikke så back-packer-agtig, som jeg
kunne ønske) til Bondi Junction til min første prøve-vagt. Jeg mødte op i
hættetrøje og mine spritnye K-Mart bukser (læs: Bilka bukser), der hænger en
smule bagtil, fordi de er en anelse for store men til gengæld strammer og
folder en smule i skridtet, så man skulle tro, at jeg var grønlænder-ladyboy
uden de feminine træk. Det viste sig dog, at Ted tydeligvis ikke har lært ordet
”jobsamtale” på engelsk endnu, for jeg endte med kun at skulle tale med ham i 2
minutter for at gennemgå detaljer, der allerede var beskrevet i mit cv.
Heldigvis viste jeg mig fra min bedste side med min slidte hestehale og bule i
bukserne – som man jo bør gøre til en jobsamtale.
De eneste mennesker, jeg kunne få øje på bag disken og i køkkenet, var
asiater, og til min store rædsel kunne jeg hverken høre eller forstå, hvad Ted
sagde, selvom han talte i tostavelsesord, lavede forklarende fagter med armene
og sad en halv meter væk fra mig. I sådanne situationer bliver det tydeligt, at
der er væsentlige kulturforskelle mellem danskere og asiater. Når jeg flere
gange – mindst 10 på under tre minutter – sagde ”Undskyld, den fik jeg ikke
lige fat i?!” eller ”Jeg forstår ikke helt hvad du mener?”, blev det oversat
direkte til ”Har du ikke lyst til at gentage din sætning en enkelt gang mere
men denne gang en anelse lavere og gerne i et hurtigere tempo? Hvis du nu
vender dit hoved væk fra mig, mens du taler og måske bytter om på ethvert l og
r, du kan lokalisere i dit elendige engelsk, vil det nok hjælpe på min
forståelse? Nej nej, du behøver ikke at lave din sætning om eller forklare
nærmere, bare gentag sætningen ordret med samme komplette mangel på grammatiske
struktur og sammenhæng. Tak!”
Det eneste, jeg kunne forstå, var en sætning, han gentog igen og igen: ”We
test yuu cófidens”, hvilket oversat til engelsk oversat til dansk betyder, at
han dagen efter ville teste min selvtillid i køkkenet. Dette hænger sammen med, at sætningen ”I have
no experience as a kitchen hand” i min ansøgning nødvendigvis bliver oversat
til ”I have a lot of…no, actually years of, more like a lifetime really of
experience as a kitchen hand, so please, PLEASE test my confidence in any way
you can”.
Senere, da jeg var sluppet ud af to-vejs-kommunikation-for-dummies-sessionen,
ringede jeg til ham, da jeg åbenbart i mit oversættelses-mareridt havde glemt
alt om at spørge om løn. Denne fandt jeg ud af lå på $11 i timen, og at min
prøve-tid på minimum en dag ikke ville blive betalt. Jeg skulle altså have
testet min cófidens over for 20 asiater i køkkenet med instrukser forklaret på
asiat-australsk uden løn. Og derefter var det jo ikke engang sikkert, at jeg
ville få tilbudt jobbet, med mindre jeg kunne levere den vare (erfaring) som
jeg jo tydeligvis havde lovet i min ansøgning.
Jeg kan nu afsløre, at der ikke kommer til at være en
cliff-hanger til næste afsnit vedrørende min endelige beslutning om at tage
jobbet eller ej: Jeg sagde pænt nej tak.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar