Kriblende angst

Nogle af de farligste og mest dødbringende – for slet ikke at tale om store – edderkopper lever i Australien. Ethvert hus er derfor forsynet med op til flere formentlig kræftfremkaldende insektspray, der kan slå alt lige fra små fluer til store edderkopper og ellers altoverlevende kakerlakker ihjel (hvilket er lidt løgn, for jeg sprøjtede omkring en liter ud over en kakerlak i dag, og den løb bare hurtigt sin vej, indtil den endelig faldt om og lavede en 3 timers lang dødsrallen). Intet kryb bør tages med hænderne, selv ikke efter det er blevet sprøjtet til halvdøde i tilfælde af, at det er giftigt.

På trods af dette er væggene i mit australske hjem udstyret med huller, der går hele vejen igennem muren – lige ud til den levende og dræbende natur. Der er ingen isolering eller anden form for barriere, der kan bremse små kravlende væsener i at komme ind i huset. Hvilket i den grad ikke går hånd i hånd med min altoverskyggende frygt for edderkopper.

Jeg ved godt, at et rationelt og fornuftigt menneske ikke burde lade sig skræmme af et så lille dyr, og jeg prøver også altid at fortælle mig selv det sædvanlige mantra: Den er mere bange for dig, end du er for den! – BULLSHIT! Hvis den er bange for mig, hvorfor vil den så komme tæt på mig overhovedet? Hvorfor er det så lige, at den ikke har noget imod at kravle over min seng og under min pude og dermed kravle mod den sikre knusende død, mens jeg sover? (Da jeg redte seng i sidste uge, fandt jeg en lille død og temmelig flad edderkop under min pude – IKKE OK!) Hvorfor insisterer den så på at blive ved med at kravle rundt i loftet i stedet for at sidde stille og nyde sin velfortjente fangst i form af en flue?

Jeg har været bange for edderkopper siden børnehaven. Jeg kan endda huske den dag, hvor jeg gik fra at kunne lege med dem og holde dem i mine hænder til at være mega angst og svedig, hver gang jeg kommer i nærheden af en. På denne for-evigt-ændrende-dag i børnehaven havde jeg netop fanget mig to store korsedderkopper og holdt en i hver af mine svedige barnehænder, mens jeg triumferende hjulede rundt om hovedbygningen på en lille moon-car. Jeg må have klemt den ene til bristepunktet, for den bed mig pludselig, hvilket jeg ikke havde prøver før. Så jeg slyngede hurtigt dem begge ind i hegnet og var lige ved at køre galt med min moon-car. Siden den dag har jeg været bange og nægtet at røre ved de små kryb.

Det hjalp heller ikke på min nye frygt at vokse op i et hus, hvor store mutantedderkopper bliver avlet i kælderen og på en eller anden måde – hvordan ved jeg ikke, de er nogle dedikerede størrelser – fandt deres vej op på første sal og ind på mit værelse. Desværre kan jeg ikke lide at slå dem ihjel, hvilket blot gør situationen værre, da jeg heller ikke kan leve sammen med dem (i hvert fald ikke når jeg kan se dem – ude af øje ude af sind). Min far og mor har derfor gennem min opvækst været til stor hjælp, da de altid kom springende, når et blodtørstigt uhyre skulle fjernes fra min væg. Men på trods af god indsats, så er det en kendsgerning, at succesraten for komplet fjernelse af edderkop fra min fars side kun er 50%. Scenen er hver gang den samme – mit værelse – men det var kun hver anden gang, at jeg kunne sove trygt efter endt forsøg. Sjovt nok var det næsten altid, når edderkoppen befandt sig i nærheden af eller over min seng, at det gik galt. Jeg kunne høre min far sige det obligatoriske ”håps”, som er et ord, han har udviklet til at få edderkoppen til frivilligt at hoppe ind i det stykke køkkenrulle, han præsenterer den for. Halvdelen af gangene, så jeg den lille sorte klump falde forbi papiret og ned bag eller på min seng. Min far så det også, men prøvede alligevel altid at snyde mig til at tro, at edderkoppen lå trygt inde i hans papir og ikke i det selv samme sekund pilede over min pude. Denne form for edderkoppemagi og terapi har ikke hjulpet på min fobi (Kudos til mig for bogstavsrim).

Efter at have været i Sydney et par dage vandrede Kimmie og jeg til en nærliggende strand ved navn Coogee Beach. Da vi havde gået lidt, stoppede jeg min knævren, fordi jeg lagde mærke til, at Kimmie ikke længere gik ved min side. Hun stod og kiggede intenst på jorden. Hun spurgte mig: ”Hvad tror du, det her er?” mens hun pegede på noget, der kunne minde om et krøllet blad eller en lille kvistelignende ting. Vi kiggede begge intenst på jorden. ”Tror du, det er en edderkop?” spurgte hun, og hårene rejste sig med det samme i min nakke. Vi fandt en lille pind og brød alle de australske regler – og almindelig fornuft – om ikke at røre ved nogen suspekte ting, og vendte tingen om på den anden side. DET VAR EN EDDERKOP. Heldigvis var den død, så pindeprikkeriet fik den ikke til at gå til angreb. Men dette faktum stoppede mig ikke fra at skrige, så jeg forskrækkede en ældre dame, der gik forbi. Den var helt lysebrun med lange hår og med et vingefang på ca. 10cm. Den var så stor, at jeg kunne se dens øjne (eller i hvert fald noget sort på dens hoved). Den var alt det, som mine mareridt er lavet af, og der er ikke noget, der skræmmer mig mere.

Og dog…

Da jeg skulle møde på arbejde i onsdags og derfor drog mod bussen kl. 05.00 om morgenen/natten, oplevede jeg noget, der skræmte mig en anelse mere: Jeg er ikke så vild med mørke. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at jeg er en anelse mørkeræd (fuck, hvor er jeg patetisk). Det hjælper derfor ikke, at man her i Australien sparer så meget på gadebelysningen, at man skulle tro, at man befandt sig i en landsbysflække i det mørke Jylland. Her er så mørkt, at jeg ikke ville kunne se en edderkop med et vingefang på 10cm på en gren foran mig, før den sad direkte i mit ansigt. Men dette er ikke, hvad der skete på denne kolde og mørke onsdag morgen.

Da jeg trådte ud af huset og kunne konstatere at ja, jeg havde taget for lidt tøj på, bemærkede jeg, at det var fuldmåne. Nu er jeg ikke en af dem, der er overtroiske (og alligevel er jeg mørkeræd – helt ærligt), men det er vel almen viden, at der sker lidt flere freaky ting, når det er fuldmåne. Kort tid efter denne konstatering kunne jeg skimte en person, der stod på fortovet lidt længere nede af vejen. Da jeg kom en anelse tættere på kunne jeg se, at personen have slåbrok på. Til dette tænkte jeg blot, at det var en hundeejer, der reddede sit gulv fra at blive tisset på, men da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at der manglede en hund, og at personen stod og studerede nogle poser, der var sat ud til storskrald. Pludselig fik slåbrokpersonen øje på mig og skyndte sig ind i indkørslen til huset, hvilket der som sådan hverken er noget mærkeligt eller skræmmende ved (nu skal det nemlig lige tilføjes, at jeg havde læderjakke på med hættetrøje indenunder, så jeg kunne snildt have lignet en ungdomsforbryder fra Grønland. Det er ikke til at sige, om jeg blot skræmte en gammel dame, der var ude for at sikre sig, at storskrald stod, som det skulle). Men da jeg gik forbi huset, kunne jeg fornemme, at personen ikke var gået indenfor. Slåbrokpersonen stod stadig i indkørslen i mørket og kiggede på mig eller i hvert fald gemte sig for mig. CREAPY!

Jeg ringede til Kimmie med det samme, for jeg har lovet, at jeg kun ringer og vækker hende, når jeg er virkelig bange. Mit opkald gik igennem, men min beskyttende kæreste valgte at lade være med at tage telefonen. Jeg var på egen hånd sammen med slåbrokpersonen! Hvad hvis jeg var blevet bortført, og jeg kun havde dette ene opkald som nødråb, hvilket jo er meget nemt at forestille sig på en tætbeboet villavej, hvor alle mure er gennemborede med huller, og alt derfor kan høres. Heldigvis ringede Kimmie hurtigt tilbage, så jeg kunne tale med hende, indtil jeg nåede ned til min bus (min historie skræmte åbenbart Kimmie så meget, at hun var sikker på, at slåbrokpersonen ville komme igennem vores vindue og tage hende – ups, undskyld Kimmie).

Jeg (og Kimmie) blev heldigvis ikke taget og har ikke set slåbrokpersonen siden. Måske er slåbrokpersonen ligesom en edderkop – mere bange for mig, end jeg er for den?!